Jeg har 4 års erfaring I, at være mega deprimeret

Lars_Berg

Af Birgitte Malling, Marketingansvarlig, JobCare


“Jeg har 4 års erfaring I, at være mega deprimeret”

Solen skinner, det er varmt, Lars smiler – alt er godt. Han fortæller sin historie med stor iver og har et godt tempo på. Lars (35 år) skal nemlig snart møde på arbejde og der er meget vi skal omkring – lige fra social angst, ”Crispy Socks” og til salatmarker i Irland og en konfirmation, som var startskuddet til, at ændre kurs.

”Jeg skal lige vise dig noget” starter Lars og viser et billede af sin mor, som sidder med et kort og en stor buket blomster, en flaske hvidvin og chokolade på Mors dag, sendt fra Lars. ”SÅ glad har jeg ikke set min mor i mindst 6 år” siger Lars og forklarer, at hans økonomiske situation har ændret sig markant og det skal familien også kunne mærke.

Nedturen

Hele min nedtur startede reelt i 2012 hvor jeg oplevede et grimt svigt fra både kæreste og familie. Jeg var under uddannelse, og måtte efter svigtet holde et halvt års syge orlov, men blev færdiguddannet som pædagog i 2013. Tiden efter var præget af manglende lyst til noget som helst, røg ofte weed sammen med en ven, og fik det dårligere og dårligere og lukkede mig mere og mere inde.

De 2 første år gik på dagpenge – dog afbrudt af et par enkelte vikariater som pædagog 2-3 måneder ad gangen. Dagpengeperioden udløb, og herefter brugte jeg 2 år mere på, at ligge i min seng, spille computer, se YouTube og leve af min opsparing – Jeg ville ikke i kontakt med systemet og var for æreglad til, at modtage kontanthjælp.

Jeg udviklede lige så stille social angst, og gjorde alt for ikke, at komme i kontakt med nogen; gik helst ikke udenfor, undlod at købe ind, svarede ikke tilbage på telefonopkald eller sms’er og lige så stille døde kontakten med omgangskredsen ud.

”Jeg kunne leve af en pose chips i 2 dage, købte kun varer på tilbud og samlede tobak fra skodder fra gaden – man bliver opfindsom af ikke, at ville bruge skyggen af en krone”

Opsparingen slap også op, og jeg var indeni blevet desperat efter hjælp. Trods min manglende lyst til, at se andre mennesker (jeg ville ikke have, at andre skulle se hvor dårligt jeg havde det), tvang jeg mig selv med til tre konfirmationer i rap i familien. Skæbnen ville, at jeg ved den første konfirmation fik en jobkonsulent som borddame og efter en god snak inviterede jeg hende til et møde næste uge – det kunne ikke blive værre og jeg vidste ikke hvad jeg ellers skulle gøre.

Jobkonsulenten hjalp mig med, at afmelde diverse kontingenter og førte mig ned på jobcenteret for, at søge kontanthjælp. Jeg måtte bide stoltheden i mig og lagde ellers alle kort på bordet hos Jobcenteret. Efter lidt tid blev jeg erklæret aktivitetsparat, og henvist til et forløb og en visitationssamtale hos JobCare i Århus.

Salatmarker i Irland

Efter 2 uger hos JobCare beder jeg faktisk om ferie. Jeg kunne mærke, at jeg ikke har mig selv med endnu og har brug for, at komme fysisk helt væk og opleve noget nyt for, at kunne ændre mine gamle vaner.

For flere år siden havde jeg lavet en aftale med min irlandske veninde Helena om, at vi altid kunne kontakte hinanden hvis vi fik det dårligt, uanset hvornår. Det blev i første omgang til 14 dages "ferie" i Irland hvor jeg hjalp Helena og hendes mand Derek med at bygge hus af genbrugsmaterialer og hjalp til i deres 7 store drivhuse hvor de dyrkede salat. Jeg er så privilegeret, at mine forældre ville sponsorere mine flybilletter.

Helena, som i øvrigt er uddannet i gartneri terapi (horticulture therapy)", sagde en dag til mig: ”Lars, du har brug for, at være her længere – du er stadig ikke dig selv”. Jeg kunne mærke langt ind i mit hjerte, at det var rigtigt og fik orlov fra systemet (uden indkomst naturligvis) i 2 måneder med planen om, at genoptage mit forløb hos JobCare efter min orlov.

Tiden i Irland var fantastisk. Jeg boede i en slags gammel hestevogn og fik kost og logi betalt mod, at jeg hjalp Helena og Derek på deres landsted. Udover byggeprojektet solgte jeg grøntsager på lokale markeder 3 gange om ugen, hjalp til med Helenas haveprojekt ”The Garden” for psykisk udsatte og blev jævnligt udsat for sejlture i Dereks båd, og diverse irske festivaller.

”Jeg mener, at der minimum skal 3 måneder til for, at ændre på gamle vaner”

Psykologiske Samtaler

Da jeg kom tilbage til Danmark henvendte jeg mig, som aftalt, på jobcenter Århus og startede igen hos JobCare. Jeg begyndte med motiverende samtaler hos Socialfaglig konsulent Birte Møberg, og senere med samtaler hos Psykoterapeut Lisbeth Kaasgaard. Jeg fandt ud af, at jeg aldrig rigtigt havde fået bearbejdet svigtet tilbage i 2012 og Lisbeth var helt formidabel til, at få sat professionelle ord på min situation. Det hjalp mig rigtig meget, at få talt om hvad der havde startet og var grundlaget for min efterhånden årelange nedtur.

Den sociale angst lå stadig og lurede og jeg havde ikke lyst til at gå på holdundervisning. Jeg skammede mig over, at være på kontanthjælp og havde stadig svært ved at holde øjenkontakt – andre måtte ikke se mig.

”Man siger jo, at øjenkontakt er sjælens spejl”

Hvad opladning af en mobiltelefon kan betyde…

Der gik 6-7 uger med samtaler hos JobCare, og så gik relæet i min ejendom i stykker, og der var ingen strøm. Jeg tog ned til JobCare en halv time inden jeg havde en samtale med Birte, så jeg kunne få ladet min mobiltelefon op. Skæbnen ville igen, at der var holdundervisning i psykologisk sundhed med Lisbeth i lokalet ved siden af. Jeg var alligevel lidt nysgerrig og hørte efter med et halvt øre hvad det nu var for noget. Til stor forundring gav det hele genklang og jeg kunne genkende mig selv i det der blev sagt.

Næste torsdag var jeg med på holdet, og fandt hurtigt ud af, at jeg ikke var den eneste der havde eller havde haft det så dårligt. Vi var faktisk i samme båd. Det var rart, at erfare og jeg behøvede ikke, at gemme mig eller være flov. Og det var også en god følelse, at snakke med de andre fra holdet. Snart var jeg også med på Bodil Lykkegaards holdundervisning med Kost og motion.

”Jeg fik nogle gode venner på holdet og mødtes faktisk med én af dem i sidste uge 😊”

Værestedet

Birte Møberg bad mig om, at finde 10 steder, som jeg gerne ville i ulønnet virksomhedspraktik hos. Jeg var meget opmærksom på ikke at ville gå på kompromis, da jeg ved, at det er 90% af min motivationsfaktor.

Hellere være målrettet fra start end, at være halvt glad og måske skulle vende tilbage og starte forfra igen.

På min liste stod bla. Værestedet i Jægergårdsgade, som er et aktivitets- og samværstilbud, som kan rumme borgere med store misbrugsproblemer og andre sociale og psykiske problemer.

Til mit held blev jeg tilbudt en virksomhedspraktik hos Værestedet 20-25 timer om ugen til, at starte med. Jeg befandt mig rigtig godt i praktikken og havde efter 5-6 uger 42 timer om ugen - de sidste timer var helt frivilligt. Jeg elsker, at der er plads til, at VÆRE og kan relatere til mange af stedets brugere. Jeg ved fx hvad det vil sige, at have ”Crispy Socks” (sprøde sokker når de trænger godt og grundigt til, at blive vasket), og leve på en sten. Værestedet sætter også tankerne i perspektiv og har lært mig, at det altid kan blive værre!

”Jeg er nærmest blevet forelsket i stedet, ja det har vel nærmest været terapeutisk for mig - jeg har jo 4 års erfaring I, at være mega deprimeret”

I slutningen af praktikperioden begyndte jeg, at vikariere, og fortsatte efter endt praktikperiode. Jeg har nu et fast 37-timers vikariat og håber på, at blive fastansat.

"Jeg er ikke speciel troende, men billedet er som min far siger:
Gud skulle lige vise, at han stadig kan og går et par universer væk fra dartskiven,
kaster pilen med ryggen til og rammer Bulls Eye..!"

Tidslinie_LarsBerg

Læs også artiklen: Småjobs som bro? , der omhandler hvordan løntimer kan bygge bro til selvforsørgelse og om hvordan løn- og praktiktimer kan kombineres.

borgerhistorier

Facebooklinkedinmail