Flygtninge og integration

Virksomheder åbner døren for flygtninge

Over de næste tre måneder skal JobCare hjælpe 20 flygtninge i Vejen i beskæftigelse.
Inden projektets start, har flere virksomheder allerede ansat flygtninge i praktik eller job. Der er brug for flere samarbejdspartnere.

Af journalist Marie Bille


 

JobCare skal over de næste tre måneder hjælpe 20 flygtninge i Vejen Kommune med at tage det første skridt til fodfæste på det danske arbejdsmarked.

Flygtningene er kommet til Danmark fra Syrien, Eritrea og Iran, og i deres hjemlande har de arbejdet som blandt andet frisører, møbelsnedkere, chauffører, elektrikere, mekanikkere og med IT.

Nu skal de ud i praktik i danske virksomheder og målet er, at de skal i job.
”Flygtningene er meget motiverede for at arbejde og uddanne sig. De ønsker at få fodfæste på arbejdsmarkedet og at tjene deres egne penge,” fortæller JobCare konsulent Anette Filtenborg Jensen, som sammen med sin kollega Lis Bang har haft den første samtale med flygtningene, der alle har mange års skolegang og erhvervserfaring med i baggagen.

Indsatsen i Vejen er i tråd med regeringens ønske om, at flygtninge på et tidligt tidspunkt skal afklares i forhold til arbejdsmarkedet og beskæftiges i job eller praktik som en del af integrationsindsatsen i kommunerne.

 

Vilje til at hjælpe

Der er en vilje på virksomhederne i Vejen til at hjælpe de nye tilkommere ind på arbejdsmarkedet. Flere flygtninge, der skulle deltage i forløbet hos JobCare, har nemlig allerede fundet praktikplads eller job inden projektets start, oplyser Jobcenter Vejen.

En af de virksomheder, der åbner døren for en ny tilkommen flygtning fra Syrien er Rema1000 i Vejen, hvor JobCare konsulent Lis Bang har lavet en praktikaftale, der træder i kraft på mandag. Butikschef Søren Tobiasen har gode erfaringer med at have flygtninge i praktik.

”Vi har haft tre praktikanter fra Syrien, og det har været en succes. De blev meget bedre til dansk, mens de var hos os, og i dag er de i job og uddannelse.” fortæller Søren Tobiasen, der ser frem til et nyt forløb med en praktikant i butikken.
”Vi får hjælp med at sætte varer på plads og andre forefaldende opgaver, men selvfølgelig tager det lidt længere tid at forklare tingene, når sproget ikke er så godt endnu.” siger han.

 

Finder en løsning

De fleste af flygtningene kan komme i praktik et par dage om ugen samtidig med, at de følger danskundervisning på sprogskolen. Andre taler allerede dansk og kan starte i et praktikforløb 37 timer om ugen og gå på sprogskole i aftentimerne.

”Ethvert forløb vil blive individuelt tilrettelagt, så der er rigtig god mulighed for at finde en løsning, der passer både arbejdspladsens og praktikantens behov,” siger Anette Filtenborg Jensen fra JobCare.

Der er ikke som sådan nogen generelle krav til virksomheder, der ønsker at åbne døren for en praktikant med flygtningebaggrund.
”Det vigtigste er, at man har lyst til at samarbejde om at styrke muligheden for træning af det danske sprog, som for nogle stadig er en udfordring. At man tilbyder meningsfulde arbejdsopgaver, som kan styrke flygtningenes kompetencer arbejdsmæssigt,” siger hun.

 

Om projektet

Indsatsen er et samarbejde mellem JobCare og Vejen Jobcenter. Formålet med forløbet er at sikre, at den enkelte borger med flygtningebaggrund kommer i beskæftigelse. Job Care og borgeren finder sammen en praktik, og under forløbet tilbyder JobCare en massiv individuel og håndholdt vejledningsindsats. JobCares konsulenter vil være tætte sparringspartnere for virksomheden og trænere for borgeren

Facebooklinkedinmail